Udgivet d. 9. august 2004

Digte af

Birgitte Albæk

Den iskolde regn jog hen over markerne i et hensynsløst mangfoldigt tal. De klare dråber var ikke venlige, ikke varme, ikke indbydende. De var fjendtlige, kolde som is, og frastødende dræbende. Deres ellers livsgivende og kraftgivende evne, svandt bort i et dræbende slag der udryddede alle de glæder der normalt ligger fordybet i denne stjerne. Denne aften var det anderledes. Døden og ondskaben havde lagt sig i hver en dråbe og for hver gang en dråbe ramte jorden, gik der noget tabt et sted. Den lille skikkelse, stod hjælpeløst, gennemblødt af dråbernes ubarmhjertelighed. Skikkelsen stod urørligt fastspændt på denne fjerne mark, ene og alene, stod bare der og mærkede alle dråberne, hver og en. Så ene og så alene med sin frygt, sin angst, sin smerte og sin svindende sjæl. Solen var borte, kærligheden var forsvundet, ubarmhjertigheden havde overtaget og styrede med skræmmende hånd den verden skikkelsen nu måtte bevæge sig ind i!

Lysets skær hvilede på hendes ansigt. Frygtelig sårbar og med alle verdens sorger hvilende på hendes sorgfulde skuldre. Blanke øjne vidnede om alle sjælens tanker. De saltede tårer gled ned af de æblerunde kinder. Som en glinsende krystal fra hjertets indre, gled de fra den vejende sjæl Sindet bar en større sorg end verden kunne se med dens kolde og ligegyldige facade. De røde læber kyssede billedet og lod lystes flammende ild opsluge dens lykke. I stedet stod den virkelige verden i flammer. En let, og næsten ligegyldig strøm af luft, slukkede den eneste lys givende kilde. Dolken var rød og den varme, tyktflydende væske, glad langsomt ned af hendes unge krop. Hans navn var det sidste de varme og blodrøde læber formede i denne verden. Døden blev ikke det sidste, ej heller det værste.