Udgivet d. 26. februar 2006

Digte af

Ilse Kristine Agerup

I en labyrint af hjerter

I en labyrint af hjerter,og flygtige ord,drager
vi gennem verden,sætter os spor,drivende til verdens ende,på ryggen af bølger,elsker
vi i lyset,fra månens gudeøje,der står op,over vort landskab,snart er vi et med universet


Vi nåede

Vi nåede,de yderste grænser og mere det næsten umulige sammen som styrken i en rodeohest de voldsomme udbrud,sjælegnidningerne,når,vi kom for tæt på,som landskabsplader,der driver mod hinanden,og rammer,aldeles mærkbart


Aurora

I formation,mod evigheden,står,skyengle vagt,over havet,ved den yderste rand,vokset,frem af bølger,Aurora,der slår klo,i mit hjerte

Vi

Vi ejer hele verden,ikke se,ikke høre,ikke tale,vi tror os sikre,uangribelige,kiggende ud,med skyklapper på,fra himlen,stråler solen,billedskønt,og,strudsen,gemmer hovedet,når faren er nær.

Er det sandheden?

Er det sandheden,at,fremtiden er usynlig? I skæret fra flammen,drømmer vi hver sin drøm,din viden om mig,er kun et digt,og,feerne danser,i skoven.


Ekko

Midt i vor sansestorm,omkranset helt,i kærlighedens uovervindelige knibtangsgreb,med brændmærket hud,fra dine læbers plyds ensom,uden dine øjnes gnist,rækkende ud,uden at nå dig,evig famlen,evig søgen,er mine hænders kendetegn,det skriger skarpt,i sindet,alle ord,blir skreget,med genlyd,natten,favner,et ekko,af
sav

Erindring

Kys mig,med din fløjlsmund,tænd mig,som du kan,føl min hud,slår gnister,jeg brænder op,for dig,for,det er nat,endnu,i min erindring

I de lyse nætter

I de lyse nætter,hvisker natten,at,det er nu,vi burde mødes,spejle os i hinandens øjne,og i hinandens sjæle,som månen,i den blanke sø.