Udgivet d. 26. februar 2006

Digt af

Joanna Tengvad

Stille nattetime

Stille nattetime,
fjernt fornemmes byens tunge åndedrag
under nattens blåsorte dyne.

Lydløse regndråber risler vemodigt,
evigt forvildede bække ned af mit vindue mod verden,
gadelygtens udviskede skyggelys genspejles
i dråbernes dødedans mod glasset.

Nattetanker fra Mørkelandet lister ind,
smyger sig med kvælertag
- opvækker mit natskygge sind.

Vinden

Lyt, til vinden der hvisker sin sang, med evighedens stemme,
ingen begyndelse og ingen ende.
Uendeligt nynner vinden sit budskab på Jorden,
om håb og drømme, der tonede bort gennem tiden.