|
Fløde
du aner stadig ikke
hvor fanden i verden du befinder dig
og må snart tage stilling
hvis det skal nå at have effekt
du griner og klør dig i skridtet
bøvser og ser dig om med dit rovdyrblik
to lyse klatter må være sommerkjoler
hej piger - hvad så - sker der noget
du så ikke elitebokserne
i de flødefarvede smokinger
du så ikke hammerslaget
men kan mærke det endnu
det gør kraftedme ondt i hjertet
Hunden
en dag springer
en vild hund
ud af skyggerne
med den hensigt
at flænse kød ud
af Deres ego
der indser
at han
ikke vil være
parat
selvom han
i tankerne
har gennemspillet
alle variationer
af scenen
og hver gang har sejret
med et spark
på hundens kæbe
Motorvej
under din bil hager
et krybdyr sig fast
mens han nyder farten
og bag grinet tænker
på at formere sig med
en skællet kælling
limet på en campingvogn
i inderbanen
|